Hvad er kærestesorger, og hvordan kommer du over dem?
Vi kender det alle sammen: ondt i maven, ingen appetit, røde øjne, trykken for brystet og et tungt hjerte. Av, kærestesorger kan gøre rigtig ondt! Og selvom alle siger, at tid heler alle sår, så kan det bare tage rigtig lang tid at komme sig over kærestesorger.
Det kan nemlig være rigtig hårdt at blive forladt af den person, som man troede, man skulle være sammen med resten af livet. Det vender op og ned på ens verden, og måske også ens forståelse af sig selv, og sin tidligere kæreste.
Men hvad er kærestesorger egentlig præcist – og hvordan kommer du dig bedst over dem? Det undersøger vi i dette blogindlæg.
Kærestesorger kan ramme rigtig hårdt – både psykisk og fysisk
Kærestesorger gør ondt på alle – hos nogle gør det bare mere ondt. Faktisk kan det gøre så ondt, at det rammer en psykisk.
Og her snakker vi ikke bare om, at man er ked af det og trist, men nogle kan få milde til moderate depressionssymptomer, når de bliver forladt af kæresten.
Det sker selvfølgelig ikke for alle – ja, nogle gange virker den næsten til, at personen ikke er påvirket – men der er faktisk en god grund til, at kærestesorger kan ramme så hårdt.
Kærestesorgen kan nemlig ses på lige fod med den sorg, der hører med, når man mister et nært familiemedlem – og den sorg kimser man jo ikke lige frem af.
Men det er jo rent faktisk det, der sker, når din kæreste går fra dig. Du mister nemlig et andet menneske, det menneske, som du holdt allermest kært.
Og faktisk reagere din krop ikke kun psykisk på dine kærestesorger, nej – den reagerer over helt fysisk, da der stress kan ske en overstimulering af en nerve nær din kranie.
Den nerve har forbindelse til hjertet, lungerne, maven, halsen og nakken. Og det er derfor, at du kan få symptomer som hovedpine, dårlig vejrtrækning, et hamrende hjerte, en klump i halsen, kvalme og en trykken for brystet.
Disse fysiske symptomer er nemlig tegn på, at nerven er overstimuleret – og det er faktisk de samme symptomer, der ses ved stress.
Det er altså ikke kun det psykiske, der reagerer, når du har kærestesorger. Hele din krop er nemlig også i alarmberedskab.
Den kemiske kærestesorg
Men din krop reagerer også helt kemisk på kærestesorger. Når du er i sorg, udskiller din krop nemlig et kemisk hormon, kortisol, der også er bedre kendt som stresshormonet.
Det udskiller kroppen, fordi du er stresser og er bange for at miste den anden person – dette resulterer ofte i hjertebanken, ondt i maven, ingen appetit og en trykken for brystet, hvor det kan være svært at trække vejret.
Din krop reagerer på det, man kan kalde for en udefinerbar trussel, fordi du oftest ikke ved, hvad du skal stille op eller gøre med dig selv, når du bliver forladt af et andet menneske, som du elsker.
Kortisolen, som der pumper rundt i din krop, når du har kærestesorger, gør også, at du ikke kan slappe af på samme måde.
Du sover dårligt, du overtænker, du er rastløs, og alting kører rundt i hovedet på dig for at finde svar eller en løsning på problemet.
Ti gode råd til hvordan du kommer dig over kærestesorger
Selvom det hele virker sort lige nu, er det heldigvis hjælp at hente, når du bliver ramt at kærestesorger.
Alle har nemlig selv på eller andet tidspunkt selv været ramt af kærestesorger, og derfor er der sikkert rigtig mange, der kan relatere til den sorg, du føler lige nu.
Og selvom alle reagerer forskelligt på kærestesorger, er der en ting, der altid er vigtigt, nemlig at give dig selv lov til at være ked af det.
Vi giver dig her ti gode råd til at komme over dine kærestesorger.
Du må gerne være ked af det
Det første du skal vide er, at det er helt okay at være ked af det, og det er helt okay at føle sorg – også selvom det på ydersiden ser ud til, at din ekskæreste overhovedet ikke er mærket af bruddet.
Faktisk er det rigtig vigtigt at føle sorg i stedet for at pakke alle følelserne væk. Ved at føle sorg, får du nemlig bearbejdet dine tanker og følelser omkring det, og har større mulighed for at komme igennem bruddet.
Det er forskelligt fra person til person, hvor længe man er ked af det, men det er vigtigt, at du ikke forsvinder helt væk i din sorg.
Så selvom du er ked af det, og har brug for at ligge på sofaen og stene Netflix, kan det være en god idé at komme lidt ud de andre dage i ugen, så du ikke gror helt fast.
Snak med andre, der kan relatere til din sorg
Tag fat i dine veninder, venner, forældre eller en anden, som du har nær, og som du stoler på.
Det kan nemlig hjælpe rigtig meget at dele din sorg med andre, så byrden ikke er så tung, og så den ikke længere fylder nær så meget.
Alle i din omgangskreds har sikkert også haft kærestesorger mere end en gang, og mange vil derfor med sikkerhed kende til de følelser, som du står med lige nu.
Måske de endda selv har gode råd til, hvordan de kom gennem deres kærestesorger.
Undgå at tænke eller tale negativt om dig selv
Når du bliver efterladt af kæresten, er det nemt at falde ind i et tankemønster, hvor du stort set kun tænker negative om dig selv.
Måske du tænker at bruddet ene og alene var din skyld, eller måske du tænker, at du sagtens kan forstå, at kæresten gik fra dig, for du duer jo alligevel ikke til noget.
Og havde jeg nu bare været sådan eller opført mig sådan eller set ud lige som ham eller hende, så havde vi stadig været sammen.
Det er naturligt at tænke sådan, men det er langt fra brugbart eller sandt. Ofte går kærester fra hinanden, fordi de er vokset fra hinanden, og det er en naturlig ting.
Dog kan der naturligvis være andre årsager til et brud: utroskab, forskelligheder med mere.
Men det er igen rigtig vigtigt ikke at påtvinge dig selv hele skylden for jeres brud. Det eneste du får ud af det, er at påføre dig selv mere smerte og sorg end nødvendigt.
Nogle gange kan det hjælpe at skrive dine tanker ned
Nogle gange kan det hjælpe at skrive alle dine tanker ned, især hvis du er en person, der har svært med at snakke med andre om dine følelser og dit private liv.
Det kan være ligegyldigt hvilke følelser du føler om det er vrede, sorg, forvirring eller noget helt fjerde.
Det vigtige er blot, at du skriver til dig selv. Det vil sige, at det hverken behøver at være pænt eller grammatisk korrekt – du skal bare skrive frit om hvad du føler.
Det kan måske virke grænseoverskridende, men i sidste ende, er det kun dig, der kommer til at læse det.
Treat yourself
Det er altid vigtigt med god selvforkælelse, når du bliver ramt af kærestesorger – også selvom du måske i virkeligheden ikke har lyst til at forkæle dig selv.
Tænk på nogle af alle de ting, der gjorde dig glad, også før du mødte din kæreste. Måske du elsker at se gyserfilm alene eller gå lange ture langs stranden? Så skal du prøve at gøre det.
Du kan altid vende situationen om, og tænke på dig selv, som din allerbedste ven. Hvad ville du gøre hvis han eller hun havde svære kærestesorger?
Forkæle dem, selvfølgelig! Derfor skal du også sætte tid af til selvforkælelse.
Undgå ekskæresten på sociale medier
Lad vær med at kigge på ekskærestens sociale medier. Det forværrer kun smerten, og du piner dig selv ved at se på gamle eller nye billeder.
Husk på, at mange kun viser et brudstykke af deres liv på sociale medier, og du kan hurtigt blive narret, hvis din ekskæreste slet ikke ser ud til at være mærket af jeres brud.
Drop de sociale medier i et par uger – eller undgå personen ved at slette dem helt.
Være sammen med dine venner
Dine venner og veninder får dig sikkert altid i godt i humør, og derfor er det også en rigtig god idé at bruge lidt ekstra tid sammen med dem, når du har kærestesorger.
Oftest er gode venner og veninder gode til at fjerne opmærksomheden fra det, der gør ondt.
Dvæl ikke ved de gode minder
Efter et brud er det helt naturligt at savne den anden person, men det gør intet godt at genlæse gamle beskeder, som I har sendt til hinanden, da I var nyforelskede.
I den første del af et brud, vil det være bedre for dig, hvis du ikke konstant minder dig selv om alle de goder tider I havde sammen. På den måde bliver du kun mere ked af det.
Du kan altid gemme de gode minder til du er ovre på den anden side af bruddet.
Fysisk velvære og frisk luft
Selvfølgelig vil der være et råd om at få motion og frisk luft. Men der er faktisk en årsag til det.
Alt det kortisol, som et kærestebrud kan opbygge i din krop, skal jo på en eller anden måde sænkes igen – og her er motion en rigtig god løsning.
Foruden at din krop arbejder, og dine tanker kan flyve frit under en løbe- eller gåtur, så udskiller din krop nemlig også endorfiner – et hormon, der er med til at stabilisere dit humør, og gøre dig lidt gladere.
Overvej om du kan lære noget af bruddet
Når du føler, at du er kommet ud på den anden side, hvor sorgen ikke længere fylder nær så meget, kan du altid spørge dig selv, om du har lært noget af jeres forhold og jeres brud.
Hvilke ting var gode i dit gamle forhold, og hvordan kunne du måske godt tænke dig, at dit næste forhold skulle være?
På den måde slipper du måske for nær så store kærestesorger næste gang, og du har faktisk en mulighed for at lære noget positivt – og ikke mindst lære noget om dig selv.