5 gode idéer: Hvad skriver man på sin Tinderprofil?
Siden Tinder kom frem og blev populært over hele verden tilbage i 2012, har mange fundet kærligheden gennem denne datingapp. Men for de mange singler, der stadig swiper sig gennem de uendelige muligheder for et godt match, kan det være svært at gennemskue, hvad man skal skrive på sin profil.
Vi giver dig her syv gode råd til, hvordan du kan skille dig positivt ud fra mængden af håbefulde Tinder-brugere.
Rådene gælder for alle, så hvem end du er, kan du her finde lidt inspiration til at peppe din profil op.
Hold det kort
Det kan godt være fristende at skrive en lang og uddybende tekst om sig selv på sin Tinder-profil.
Særligt hvis man leder efter noget mere seriøst end blot en date, kan man føle, det er vigtigt at få det hele med.
Men et godt råd vil være at holde igen med detaljerne. Dem kan I altid skrive om senere.
Brug derfor din energi på at udtænke en kortfattet, men beskrivende tekst om dig selv.
Den, der læser teksten, skal hurtigt kunne danne sig et indtryk af dig, og det er præcis dette indtryk, du selv er med til at styre med din tekst.
Det ville være ærgeligt at tabe en potentiel date på gulvet, fordi den anden stod af ved din profiltekst.
Vis din humor
En fælles forståelse af, hvad god humor er, er helt essentielt, når det kommer til dating. Særligt på en datingapp som Tinder, hvor man både kan lede efter et nyt og spændende bekendtskab eller den mere seriøse jagt på en partner.
Humor er noget af det, der kan binde os mennesker sammen. Derfor er det også en god idé at løfte sløret for, hvad du synes er sjovt eller morsomt, allerede i din profiltekst.
Er du for eksempel til kulsort humor og tyk ironi, eller er du også én af dem, der kan bruge flere timer på at grine af mærkelige klip på internettet?
Hvis du allerede fra begyndelsen viser, hvad du forstår ved god humor, er der også langt større chance for, at du får dig et godt grin med dit nye Tinder-match.
Det kan derfor også være en god idé at bruge humoren i den første besked, du sender til én, du har matchet med.
Send for eksempel en sjov gif eller et link til noget, den anden kan grine af. Så er der en god chance for, at samtalen holder sig kørende.
Vær tydelig omkring hvad du søger
Med sin store popularitet rummer Tinder alt fra singler, der søger efter et hurtigt fling og de, der gerne vil finde den helt store kærlighed.
For ikke at komme til at spilde hverken din egen eller andres tid, vil det være en rigtig god idé at gøre det tydeligt i din egen profiltekst, hvad netop du håber på at få ud af et Tinder-match.
Det er selvfølgelig helt i orden, at du er mere eller mindre afklaret med, hvad du leder efter.
Ikke desto mindre kan det spare dig og andre for akavede beskeder eller falske forhåbninger, hvis du allerede fra begyndelsen giver et indtryk af, hvorfor du er på Tinder.
Vær kreativ
Alle, der har brugt bare en smule tid på at swipe på Tinder, har set de temmelig kiksede klichéer, som man kan skrive i en profiltekst.
Derfor gør du også dig selv en tjeneste, hvis du bruger lidt ekstra energi på at tænke ud af boksen med din egen profiltekst.
Har du en sjov historie i ærmet? Måske en fun fact der hæver sig lidt over det sædvanlige? Eller er du bare virkelig god til at udtænke en god pun?
Brug dine kreative evner til at finde på noget morsomt, der samtidig viser en side af dig selv. Så skal der nok komme flere fisk på krogen.
Det samme gælder, når du skal sende den første besked til dit nyeste Tinder-match.
Det kan være svært at være kreativ og original, men det lønner sig som regel, når man har gjort sig ekstra umage med at forfatte en unik besked.
Man viser nemlig både ægte interesse for den, man skriver til, og man skiller sig ud fra mængden af andre samtaler, personen kan have kørende.
Husk at tjekke for fejl
Det er ikke altid, man sender en fejlfri besked afsted til vennerne. Men når det gælder dating og førstehåndsindtryk, er det vigtigt, at man lige husker at læse sin profiltekst igennem en ekstra gang, inden man publicerer den.
Taste- og stavefejl kan nemlig give det forkerte indtryk til et potentielt match, og det ville være ærgeligt at lade en sådan forglemmelse komme imellem jer.
Du kan altid lige spørge en ven eller veninde, om de vil læse teksten igennem for dig, før du putter den på din Tinder-profil.
Så kan de nemlig både rette eventuelle fejl og give dig en ærlig feedback på, hvordan din tekst tager sig ud.
Nogle gange bliver profilteksten nemlig ikke helt opfattet af andre, som man selv troede det, og derfor er det godt at teste den på et par venlige øjne først.