Syv tegn på et sundt parforhold

At være nyforelsket er en fantastisk følelse, men med tiden kan konflikter og manglende kommunikation slide hårdt på forholdet. Hverdagskonflikter, utroskab, jalousi, skilsmissetanker, tidspres, dine, mine og vores børn, manglende sexlyst, tillid og nærvær, er problematikker, som sætter parforholdet under pres.

Det behøver du dog ikke at bekymre dig om, hvis du kan nikke ja til følgende syv udsagn. For så er du og din partner sandsynligvis et rigtig godt match:

 

  • I er sammen, fordi I elsker hinanden
    Når du spørger dig selv, hvorfor du er sammen med din partner, så skal det første svar gerne være, fordi I elsker hinanden. Hvis I elsker hinanden og stoler på hinanden, kan I klare mange udfordringer. Hvis I derimod kun er sammen for børnenes skyld eller fordi, I har købt lejlighed sammen, kan selv små problemer vokse sig store.
  • I er fair over for hinanden
    I alle parforhold opstår der problemer, som skal diskuteres og snakkes om. I sådanne situationer er du god til at være fair og give din partner plads til at tale ud samtidig med, at du lytter til, hvad han/hun har at sige. Du ved, at det er godt at være forskellige, og det er en nødvendighed for at skabe spænding i forholdet. Det vil nemlig hurtigt blive kedeligt, hvis I altid mener og tænker det samme.
  • I giver hinanden plads
    Frihed er vigtigt for alle mennesker. Gode parforhold er fulde af frihed, tiltro og plads til at forfølge sine drømme. Det er muligt, når man ikke tvivler på hinanden. Du ved, at parforholdet ikke må blive et fængsel og det er vigtigt, at I begge kan have hver jeres venner og interesser. Derfor er du god til at give din partner plads, du kan sagtens være alene, og har også dine egne venner og interesser.
  • I kan tilgive og sige undskyld
    Livet går sin gang og det er ikke altid perfekt. Din partner vil såre dig, svigte dig og udfordre dig, og det bliver du nødt til at forholde dig til. Det er selvfølgelig aldrig noget, man ønsker eller håber på, men det er en realitet. Derfor er du god til at tilgive din partner, når han/hun begår fejl eller sårer dig, du truer aldrig med at gå fra din partner men ser på svære tider som udfordringer, der kan udvikle jeres fælles liv.
  • I finder tid til hinanden
    I en travl hverdag kan det være svært at finde tid til kærligheden på grund af uenigheder, stress og konflikter. Sådan er det ikke for jer. I bekymrer jer nemlig om hinanden, er nærværende og lytter til hinanden. I griner tit sammen og har det sjovt i hinandens selskab. Derudover er I gode til at kommunikere med hinanden – også om økonomi. I er generelt gode til at sætte tid af til at være sammen, og I tager de små ting løbende. Du ved nemlig, at din partner er den bedste terapeut – og den billigste.
  • Du kan lide din partner, som han/hun er
    Mange mennesker vil gerne ændre et eller andet ved deres partner. Sådan er du ikke. Du ved, at du ikke kan ændre din partner, men at du kun kan ændre dig selv og dit syn på din partners fejl og mangler. På den måde kan du se gennem fingre med de ting, der irriterer dig hos din partner, eller måske endda begynde at se dem som charmerende særligheder.
  • I værdsætter hinanden
    Med tiden kan man godt begynde at glemme og kærtegne hinanden og sige alle de søde ord, der var en naturlig del af hverdagen i begyndelsen. Sådan er det ikke for jer. I er gode til at kærtegne hinanden, rose hinanden og give hinanden komplimenter. I spørger ind til hinandens dag, sørger for at have aftensmaden klar, når den anden kommer hjem og husker at fortælle hinanden, at I sætter pris på de ting, som I gør for hinanden. Du ved nemlig, at i et parforhold gælder det om at give mere end man tager.

Hvis du kan svar ja til de fleste af disse udsagn, så har du og din partner sandsynligvis et fantastisk parforhold.  Hvis ikke, kan det måske være en god idé at søge hjælp hos en parterapeut. Mange ser det ofte som den sidste udvej og derfor oplever vi, at mange ofte kommer for sent. Derfor er vores bedste råd – kom før det er for sent og lad os hjælpe jer med at genfinde gnisten og få jeres forhold tilbage på sporet.

Kunne du bruge artiklen?
Del kærligheden
Få kæresteråd på e-mail
No comments yet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *