Mine forældre kan ikke lide min kæreste?!

forældre og teenager

Hej Netbrevkasse

Midt i julen 2012 mødte jeg en sød 22 årig mand på en bar i Aarhus.

Vi faldte i god snak, han virkede utrolig behagelig og rar, -og han var meget snaksaglig. Efter et par timers god snak, fik vi hinanden numre, og vi gik hver til sit.

Allerede efter de par timer sammen med ham, havde jeg virkelig lyst til at ses med ham igen… Jeg havde det selvfølgelig lidt svært med aldersforskellen, men jeg var klar på, at give det en chance (det skal lige siges, at jeg aldrig har været kærester med en på min egen alder. Jeg klinger altid bedre med mennesker der er et par år ældre end mig selv)

Nå, men ham og jeg begyndte at skrive lidt sammen i hverdagen, og efter en månedes tid (midt i januar) besluttede vi, at vi skulle på en date. Jeg fandt et godt spise sted i Aarhus, hvor jeg synes vi skulle hen (han boede (eller bor) i Vejle, så han kom til Aarhus).

Det skal lige sige, at jeg fortalte ikke mine forældre, at jeg skulle mødes med ham her, fordi det vil jeg slet ikke få lov til… jeg plejer ikke at lyve overfor mine forældre, men lige i denne situation, tænkte jeg at: hvad de ikke ved, har de ikke ondt af.

Ham og jeg mødte så hinanden, vi fik sat os ned og så begyndte snakken bare.

Han kunne fortælle, at han havde været igang med lidt af hvert. Først havde han været på efterskole, så havde han været tømmer (han droppede ud af uddannelsen efter 2,5 år), og så havde han været kok i et år, og var næsten lige droppet ud af den uddannelse, fordi han ikke kunne med chefkokken på det sted, hvor han var elev…. og nu arbejder han ufaglært som elektriker.

Allerede der begyndte jeg at tænke hm… en ufaglært 22 årig. Det var ikke lige DET jeg havde håbet på at høre – mest fordi jeg ved, hvor langt jeg selv er med mit liv som 22 års. Men jeg besluttede mig for, at give han endnu en chance. Snakken forsatte, og vi kom pludseligt ind på et skrøbeligt emne – han kunne nemlig fortælle, at han for 3 år siden mistede sin store bror på 21 år. Han var soldat i Afghanistan, og omkom desværre i en ulykke.

Tjek vejret på din ferie

Han kunne også fortælle, at det bla også var derfor, at han har haft det lidt svært ved, at færdiggøre en uddannelse. (det er ikke en god undskyldning synes jeg, men alligevel, kunne/kan jeg godt forstå ham. Det er jo noget af det mest forfærdelige, der kan ske for et menneske)

Snakken forsatte stadig og vi fik snakket en masse andre sjove (ikke relevante) emner igennem – lad mig sige det sådan, at vi klingede ret godt, og jeg synes han var rigtig sød, og så/ser også ret godt ud. Klokken blev omkring midnat, og vi tog hver til sit. De kommende uger skrev vi stadig sammen, og vi ville begge to gerne mødes igen.

Jeg gik og overvejede, om jeg skulle invitere ham her hjem – så mine forældre kunne møde ham (jeg havde godt fortalt min mor om ham, hvad han lavede og hans alder) Hun sagde, at jeg da bare skulle invitere ham hjem, så lavede hun gerne mad, og så kunne vi få os en god snak, så de også kunne se hvilken person han var/er… Mht hans alder sagde min mor, at det nok var/er grænsen, men at det kan hun selvfølgelig ikke blande sig i. Og mht hans ingen uddannelse, var hun ikke så glad for at høre… hun ser helst at man altså som 22 års er igang med et eller andet, eller i det mindste ved, hvad man vil med sit liv…. min far synes det samme.

Nå, men jeg inviterede ham hjem, han kom til den aftalte tid, havde taget fint nok tøj på (han har en lidt badass tøjstil, hvilket jeg egentligt ikke normalt er til) og jeg synes, at mødet og aftensmaden med ham om mine forældet gik fint.

Han kørte hjem igen, og fik straks mine forældre umiddelbart førsthåndsindtryk at vide. De synes, at han virkede som en flink mand, men at han KLART har scoret over hans standard… Så bottom line syntes de, at han var ok….men ikke helt god. Jeg valgte så at tænke lidt: nå ja, det er jo mit liv, mine følelser og mit valg. (det skal lige siges, at jeg er i gang med mit første år på stx, og vil videreuddanne mig som erhvervsøkonomisk kandidat – og derefter overtage mine forældres virksomhed)

Men ham og jeg begyndte at ses oftere, mine forældre synes stadigvæk ikke helt godt om ham (min far følte ikke rigtigt, at han kunne komme “ind bag ham” og han følte heller ikke, at han var nem og have en samtale igang med ham) Mine forældre var også bange for, at han måske kunne komme til at have en dårlig indflydelse på min skolegang, altså han at kunne komme til at påvirke mig, så jeg ikke tog min skole seriøst. Jeg fortalte dem så, at han netop er GLAD for, at jeg er så begavet, og at han KUN støtter op om det, og endda forstår, at jeg har meget travlt med skolen.

Jeg tænkte stadigvæk, at det var mit valg, men jeg håbede jo selvfølgelig, at de vil kunne komme til at se det, som jeg så i ham.

Der gik en månedes tid cirka, og jeg fik så lov til, at tage en weekend hjem til ham i Vejle (han boede/bor hjemme ved forældrene)

Jeg fik hilst på hans MEGET søde, fornuftige og gæstfrie forældre. De ville mig det simpelthen så godt. I mens jeg var derned, fik han vist mig en masse flotte ting i Vejle – vi var ude og opleve og spise. Vi hyggede og rigtig meget, og vi havde begge en rigtig weekend.

MEN, jeg fik også noget at vide den weekend, som jeg ikke havde set komme. Han kunne nemlig fortælle, at han havde fået en voldsdom, for 3 år siden (kort tid efter hans brors død)… han havde været oppe og toppes med en dørmand, han havde slået dørmanden med knytnæveslag og fik derfor en betinget voldsdom.

Det var godt nok en kamel der lige skulle sluges for mig. Jeg blev også lidt vred på ham, fordi jeg synes det var lidt set af ham og fortælle det til mig (vi var jo blevet glad for hinanden). Dog, så af en eller anden årsag, accepeterede jeg det så…. MEN, han kunne også fortælle, at han havde været ude i lidt stoffer (ikke misbruger, men at havde prøvet lidt af hvert) Han kunne så fortælle, at det var nogle år siden…..at han fortyder det, og at han ikke rør det mere.

Det fik mig straks til, at tænke…jeg kunne jo ligesom forstå, at han måske ikke var heeeelt godt selskab. Men hjertet har vel sine grunde, som forstanden ikke kender til nogen gange, for jeg accepterede det altså.

Vi forsattes med at ses, og jeg valgte ikke at fortælle noget om hans voldsdom, og om hans eksperimenteren med stoffer.

Det skulle jeg måske have gjort, for i påskeferien fandt min far selv ud af, at han (min fyr) havde en voldsdom.

I påskeferien var jeg sammen med ham, så min far tog ikke snakken op med mig der, men da han så tog hjem, skulle jeg straks komme over at snakke med mine forældre. De kunne jo så fortælle, at de havde fundet ud af hans voldsdom. Min far slog straks fast, han aldrig har haft venner/bekendte med voldsdomme, og at han vil heller ikke havde det! Det var meget min far der førte ordet, for han var mest vred (han fortalte da, at hans vrede bundede i ked af det hed) Min far mente simpelthen ikke, at jeg kunne være bekendt at hive sådan en som ham med her hjem, og så forvente, at mine forældre ville acceptere ham. Min mor mente i bund og grund det sammen, men hun kunne også godt forstå mig lidt, for hvis han nu kan gøre mig lykkelig. I bund og grund fortalte min far, at han jo vil være bange for, at han kunne finde på, at slå mig (hvilket jeg er næsten 100% sikker på, at han ikke kan)

Nå, men min far/også lidt min mor, har nu forbudt mig i at ses med ham…. jeg har gået og været meget nede de sidste par uger. Jeg føler lige nu, at jeg er splittet, nede og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre/ stille op… Jeg har ikke nævt tidligere, at jeg elsker ham (min fyr) men det GØR jeg altså. Jeg elsker ham utroligt højt, og han gør mig glad. Jeg ved godt, at vi er to modsætninger, og at jeg ikke skal være en del af hans vennekreds (som jo ikke er helt så god), men jeg nyder, at have en som ham ved min side. En som der kan få mig til at slappe af (jeg er selv meget kontrollerende, næsten perfektionistisk, stresset osv), og han kan virkelig få mig til at falde ned (på de rette tidspunkter – IKKE mht min skolegang)

Men jeg må som sagt ikke ses med ham for mine forældre, og det er jeg meget ked af det over… jeg går næsten og er helt deprimeret, har tit grædt for mig selv, og har haft nogle lange snakke med mine veninder.

Leder du efter grafisk arbejde? Tag et gik på denne freelance grafiker.

Min fyr kender godt til det med mine forældre, og han er selv helt knust. Han ved ikke hvad han skal gøre. Han skriver han tit har været lige ved, at køre hjem til mig (selvom han godt ved, at mine forældre/mest min far ikke vil se ham her).

Mine forælder har godt bidt mærke i, at jeg er meget ked af det – og igår tog de en samtale op med mig. De sagde, at det sidste de ville havde, det var, at jeg skulle gå og blive knust, pga nogle følelser jeg ikke kommer ud med. De gav mig råd om, at jeg skulle droppe alt kontakten med ham, og jeg skulle tænke på alle de dårlige ting ved ham. De mener, at jeg skal prøve at blive vred på ham…. men det har jeg prøvet, og det dur bare ikke. Det elsker jeg ham alt for højt til.

Jeg tror egentligt godt, at jeg kan få min mor bøjet (altså få hende med mig) men min far er straks værre. Igår sagde han ikke direkte, at jeg ikke må se ham, men han sagde bestemt heller ikke, at jeg MÅ se ham.

Min far fortalte også, at det næste der vil ske, det var at ham(min fyr) og jeg vil begynde at se hinanden i hemmelighed, overfor mine forældre. (og ja det har han ret i, fordi det overvejer jeg også KRAFTIGT)……. jeg er simpelthen så splittet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Så nu er mit spørgsmål til dig/jer: Hvad synes I jeg skal gøre? Har I nogle gode argumenter jeg måske kan bruge overfor mine forældre… eller er det mig der er på vej et galt sted hen.

Svar på spørgsmålet

Kære anonym

Hold da op en smøre 🙂 Men dine problemer er nu ikke ualmindelige, og rigtig mange teenagere kæmper med forældre-kæreste-problemet. Det er lidt svært at give gode råd, da din situation garanteret ser anderledes ud i dag. Du har helt sikkert fundet ud af et eller andet, da det nu alligevel snart er flere uger siden du sendte dit spørgsmål ind. Vi har desværre haft meget travlt, og har først fået tid til at besvare spørgsmål igen.

Vores råd er, at du skal gøre hvad hjertet føler. Men det er lettere sagt end gjort. Du er lige præcis i den alder, hvor de lidt ældre fyre virker ekstra tiltrækkende – selvom du siger, at du altid har følt dig mest tilpas blandt lidt ældre.

Prøv og give dig selv og ham tid uden hinanden. Hvis der går flere måneder og I stadigvæk savner hinanden, så skal I jo bare være sammen. Længere er den ikke, og du må tage snakken med dine forældre. Du må på en eller anden måde overbevise dem om, at du er klar over dine handlinger, og hvad der kan ske ved at du er kærester med en ældre fyr. Det at han har en tidligere dom er selvfølgelig ikke godt, men mon ikke, at du kan tilgive ham for ikke, at have sagt det til at starte med.

Kunne du bruge artiklen?
Del kærligheden
Få kæresteråd på e-mail
No comments yet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *