Jaloux på kærestens eks

Jalousi

Jalousi

Spørgsmål

Hej brevkasse

Jeg skriver til dig fordi mine veninder efterhånden er træt af at høre på mig og mine bekymringer med hensyn til min kærestes eks.
Jeg mødte ham for ca. 2 år siden hvor vi flirtede en del, men det blev ikke til mere. Senere fik han en kæreste, som han var sammen med i godt og vel 9 måneder.

Det kunne jeg se på hans facebookprofil selvom jeg ikke var venner med ham da og jeg havde ikke kontakt til ham. Da de så slog op, gik der ikke længe før han ansøgte mig på facebook igen. Snakken udviklede sig og vi mødtes og inden der var gået 2 måneder var vi blevet kærester. Altså gik det (ifølge mig) lidt stærkt for ham. Vi har nu været sammen i ca 3 måneder, og jeg elsker ham overalt på jorden og vi har det rigtig godt sammen.

Men på det sidste har der været lidt småfnidder nogle gange, og jeg kan ikke lade være at tænke på hans eks. Jeg har læst utallige steder at jeg ikke skal bekymre mig over det fordi han er sammen med mig nu osv osv, men jeg føler selv at jeg har et problem. Jeg kigger på hendes profil, selvom jeg ikke er venner med hende, flere gange om dagen og på hendes “blogside” for at følge med i hvad hun laver. Jeg synes hun er utrolig flot og virker som en rigtig sød person, derfor får jeg det dårligt med mig selv, fordi jeg føler at han kommer fra noget bedre og det værste er at jeg ved at det var hende der gik fra ham, og så føler jeg(og alligevel ikke) at han er gået over til mig som en “trøstepræmie”.. men alligevel er jeg ikke i tvivl om at han elsker mig. Han siger tit at jeg ser godt ud og at han elsker at kigge på mig, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne mig med hende i mit hovede, og det er ved at gå ud over mit humør.

Jeg føler at jeg er besat af hende, hun popper hele tiden frem i mit hovede og så får jeg det dårligt med mig selv. Alle fortæller mig at der ikke er noget at være bekymret for, og det ved jeg også godt, for (eftersom jeg har stalket hendes opdateringer) er hun vist også kommet videre med en fyr. Men jeg har det stadig dårligt når jeg tænker på hende og de beskeder jeg kunne se på hinandens sider hvor der stod “jeg elsker dig” osv..

For selvfølgelig har han haft en fortid før mig, der har jeg jo også selv, men jeg kan ikke få hende ud af mit hovede, og på det seneste har det gået mig så meget på at jeg er gået ud i sofaen om natten når vi ellers er gået i seng, fordi jeg simpelthen har haft lyst til at græde, og da han opdager det, og kommer ud til mig, kan jeg ikke få mig selv til at sige det, for ved udemærket godt der ikke er noget mere, men når jeg går ind og tjekker hendes opdateringer får jeg det bare dårligere og dårligere med mig selv. Siden de slog op, har hun trænet rigtig meget og er blevet endnu flottere, og kan ikke lade være med at gå ind på hendes profil, men samtidig bliver jeg ked af det hver gang.

Jeg tør ikke fortælle ham det, men det fylder utrolig meget i mit hovede, og ville allerhelst bare ønske at jeg havde et naturligt forhold til hende som jeg har til hans tidligere eks, som jeg ikke snakker med, men som jeg overhovedet ikke tænker på.
Hun er hele tiden i mit hovede, og det er ved at pille mig fuldstændig fra hinanden, og det ender med at gå ud over min kærestes og mit forhold…

Hvad skal jeg gøre?

Svar på spørgsmål

Kære A

Jeg kan godt mærke, at du ikke har det særligt nemt med din situation, og hvor er det fantastisk, at du skriver herinde for hjælp. Det er nemlig det helt rigtige du har gjort, og det viser også hvor meget du elsker din nuværende kæreste.

At være jalousi er noget de fleste oplever, og på mange måder kan det også være godt for et forhold – så længe det er en positiv form for jalousi. Det viser blot, at du virkelig elsker din kæreste, og at du er bange for at miste ham.

Men det du “lider” af er desværre ikke den positive, men negative jalousi og den kan ødelægge dit forhold. Mange af mine venner har lidt af den negative jalousi, og det har ødelagt deres forhold hver eneste gang. Jeg har endda selv prøvet det, og det er ikke særligt rart.

Du kan spørge dig selv. Hvad sker der hvis din jalousi fortsætter? Der er en rigtig god chance for, at det på sigt vil ødelægge forholdet imellem dig og din kæreste. Du bliver sur over at han måske snakker med hende, og han bliver sur over at du bliver sur over det. I kommer op og skændes over nogle andre ting senere, og så flyder hele bægeret bare over. Jalousien bliver måske ikke årsagen til, at I går fra hinanden, men den er medvirkende til, at det hele bliver for meget.

Hvis din kæreste er dig utro med hans eks, så ville det være sket om du var jaloux eller ej. Din jalousi er ikke årsagen til, at det sker. Årsagen til at det sker er af den simple grund – han har lyst til at være sammen med hans eks, og du kan intet gøre ved det.

Så hvorfor spilde din tid med at være jaloux? Du kan intet gøre ved det, HVIS det alligevel sker. Er din kæreste dig utro, så er han et dumt svin, og du skal videre med dit liv. Du får med andre ord intet ud af at være jaloux.

Dog kan din jalousi skubbe ham væk, så han bliver træt af jeres forhold. Hvor tror du måske så han ender? Muligvis ved hans eks kæreste, og det vil du vel ikke ønske?

Men det er lettere sagt end gjort. Du skal igang med at arbejde med din jalousi. Tag et kig på denne hjemmeside:

http://www.jalousibogen.dk/

Den er ganske gratis. Måske hjælper den, måske hjælper den ikke. En ting er sikkert. Det her handler om dig, og ikke om din kæreste og hans eks. Du er usikker på dig selv. Hvorfor er du det? Har nogle af dine kærester før i tiden været utro? Hvis ja, så er der muligvis nogle gamle ting, du skal grave op i.

Hvis du synes, at hans eks kæreste ser godt ud fordi hun træner. Jamen hvad med at du så selv kommer igang i fitnesscentret? Ingen siger at du skal være perfekt eller ligne hende. Du skal hvile i dig selv, og jo mere du hviler i dig selv, jo mere vil de mennesker omkring dig (inklusiv din kæreste) være tiltrukket af dit væsen. Der findes ikke noget federe og mere tiltrækkende end en pige/kvinde, der hviler fuldstændig i sig selv.

Det fedeste ville være, hvis du var 100 % ligeglad om din kæreste snakkede med hans eks. Det viser overskud, og din kæreste ville bare tænke hold kæft hvor er du sej. Han kommer jo sammen med en mest cool kæreste i hele verden. Hun bliver ikke jaloux, og hun vil kun ham det bedste. Jeg tør vædde med, at du er en fantastisk pige, og det er uden tvivl også derfor din kæreste er sammen med dig.

Du kan sagtens spørge din kæreste ind til hende. Spørg ind til hans følelser, og hvordan han har det med hende i dag. Snak ærligt og vær ikke bange for at fortælle, at du synes at hun er en flot pige og at du sagtens kan se, hvorfor han var sammen med hende. Men lad vær med at fortælle helt åbent om din jalousi. Du skal hellere ikke skræmme ham væk.

Det var lige mine ord 🙂

Kunne du bruge artiklen?
Del kærligheden
Få kæresteråd på e-mail
No comments yet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *