Findes der en soulmate?

Den græske filosof, Platon, præsenterer i sin filosofi en teori omkring begrebet soulmates. Heri postulerer han, at mennesket oprindeligt havde fire arme og ben og et hoved bestående af to ansigter. Dertil havde de to kønsorganer.

Dengang besad mennesket en så stor styrke, at guderne følte sig truet af dem. Truslen var så stor, at guderne valgte at splitte mennesket i to med navlen som det ene bevis på splittelsen. Hvert menneske havde nu lemmer som vi kender i dag, men var i konstant længsel efter deres anden halvdel. Når det en sjælden gang skete, at vedkommende fandt den anden halvdel, opstod der en fælles forståelse og kærlighed, man ikke kunne opleve magen til andetsteds.

Folk der har prøvet sådan en form for kærlighed, kan nikke genkendende til, hvor voldsom en følelse det er. Selvom kærligheden er så overvældende, at det grænser til det psykotiske, vil den dog for nogle ophøre på et tidspunkt. Derfor sætter mange spørgsmålstegn ved, om en soulmate overhovedet eksisterer. Da dette er umuligt at afgøre, vil det være ignorant endegyldigt at svare på dette. I stedet vil begrebet vendes og diskuteres således, at du i højere grad kan tage stilling til din holdning til fænomenet.

Det rationelle ræsonnement

Skal man gå rationelt til værks, må man studere fænomenet oppefra og ned. Altså se det i et makroperspektiv for derefter at dissekere fænomenet, tage den objektive, indre kikkert på og studere fænomenet i mikroperspektiv.

Hertil tager det ikke mange hjerneceller at komme frem til erkendelsen, at Platons historie nok ikke er særlig realistisk. Det er selvfølgelig umuligt at vide med sikkerhed, men det er ikke noget, man kan tage udgangspunkt i.

Men hvordan ville det fungere sådan rent matematisk? Sandsynligheden for vi finder vores ene soulmate, med en samlet befolkning på næsten syv milliarder er for at sige det mildt ikke særlig stor. Eftersom en del mennesker trods alt hævder at have fundet sin soulmate, er der to muligheder: Enten er vi så heldige, at det grænser til det uvirkelige, eller også bliver vi ført bag lyset af vores sanser.

Det følelsesmæssige ræsonnement

Det er en helt klar forbindelse mellem det følelsesmæssige og sanserne. Følelserne udspringer af ens sanser. Det er ikke unormalt, at sanserne spiller os et puds. Det mest kendte eksempel er når ser lille ud, når det er meget langt væk, men egentlig er en kæmpe genstand, når man kommer tæt på. Derudover er sanserne netop defineret ved at være subjektive.

Hvad der for nogle vil være en rigtig flot, sort vase fra AYTM vil ikke nødvendigvis være det samme for en anden. Dertil kan vasen dog sagtens af være af super god kvalitet og være yderst populær i den brede befolkning. Det sansende sidestiller det rationelle og det matematiske. Hvis to personer føler det samme omkring vasen og alle andre områder, eller på sin vis supplerer hinanden i følelseslivet i sådan grad, at det går op i en højere enhed, kan man sagtens argumentere for, at det er en soulmate.

 

 

 

Kunne du bruge artiklen?
Del kærligheden
Få kæresteråd på e-mail
No comments yet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *